Før i tiden var det moderne med opdelte rum i huset, så aktiviteterne i de forskellige rum ikke blev blandet sammen. Det havde også noget at gøre med, at kønnene havde deres egne opgaver at tage sig af i de specifikke rum. Det er heldigvis noget, der hører fortiden til, og i dag står vi med rum, som flyder sammen, og hvor de ikke nødvendigvis kun bruges til ét formål.

Et af de rum, som om noget har været under udvikling, er køkkenet. Det startede med at være et rum kun ment til madlavning, hvilket også er tydeligt at se i mange gamle lejligheder, da køkkenet dér er adskilt og ikke særlig stort. Nu åbnes køkkenerne op, så der er plads til flere mennesker, gode samtaler under madlavningen, og så vil rummene flyde sammen og give et lettere look. Noget, jeg er stor tilhænger af.

Fordelene

Et stort køkken-alrum giver mange forskellige muligheder for at lege lidt med indretningen. Som skrevet i et tidligere blogindlæg, er det en god idé at gøre plads til en hyggekrog, hvor I tilpasser elementerne til jeres familie, og hvad I elsker at gøre. Det kunne være et hyggeligt læsehjørne til at kunne slappe lidt af, et stort bord med plads til at male, et loungeområde til de familiemedlemmer, som ikke laver mad, men ønsker at hyggesnakke, eller måske en brændeovn at varme sig ved i de kolde vintermåneder.

Når man vælger at slå væggene ned og have køkkenet i stuen, er der også god plads til at have luft omkring spisebordet. Det giver et lettere look, nu hvor det hele ikke bliver presset sammen på få kvadratmeter. Rummet virker derfor lysere og mere åbent.

Billederne i dette blogindlæg er alle fra tidligere projekter, jeg har arbejdet med.