Så er vi i maj måned! Og i dag skal det handle om farver. Farver er jo vigtige i indretningen. Både når du maler en fin væg, når du køber nye puder, eller hvis du har et møbel, der skal dominere indretningen. Farverne er vigtige, når de står alene, og de er vigtige, når de blandes. De kan ændre et helt udtryk, og de kan skabe ro i hverdagen.

Denne gang fokuserer vi på camel.

© mydomaine.com

Vi skal helt ned på jorden, hvor vi trækker naturen og det neutrale ind i indretningen. Vi skal bevæge os i de jordbundne farver, som skaber ro og lethed i boligen. Farverne passer perfekt til den nordiske indretning, som de seneste år har været i fokus. Hele spektret fra lys camel, brun, beige, sand og grå er inspireret af den smukke naturs nuancer, og det vil præge indretningen i en positiv retning. Farverne giver et dæmpet udtryk i boligen, og de er med til at skabe god balance.

© italianbark.com

De seneste år har der været godt smæk på farverne, og vi har set de stærke farver dominere. Det er jeg stadig tilhænger af, men jeg mener også, at det er vigtigt at skabe ro i hverdagen, og der er en farve som camel god at implementere. Den står rigtig fint alene – og specielt oppe mod det hvide, hvor det vil være farven, der dominerer. Den kan dog også være god til at omfavne og skabe ramme for andre farver. Det kunne f.eks. være på ovenstående billede, hvor den skaber en god harmoni til den dybe, blå sofa, som kommer i front og skaber mere fokus.

Jeg er vild med idéen om at trække naturens nuancer ind i indretningen for at skabe balance, og jeg tror på, at camel kommer til at dominere mere i indretningen de næste par år.