I hjemmekontoret er det helt essentielt for indretningen, at du har nogle gode opbevaringsmuligheder til alle dine vigtige papirer, skriveredskaber og dine andre kontorartikler. Gode og smarte opbevaringsmuligheder er vigtige, fordi de kan bruges til at holde orden i det rod, der nemt kan opstå i hjemmekontoret.  I denne uge giver vi dig inspiration til nogle smarte måder, hvorpå du kan udnytte pladsen i dit hjemmekontor optimalt ved at bruge nogle simple men praktiske opbevaringsløsninger.

Den første indretningsløsning der kan forbedre dine opbevaringsmuligheder på hjemmekontoret er at vælge et langt skrivebord, hvis du har pladsen til det. Udover at det lange skrivebord muliggør, at I kan sidde flere personer ved bordet på samme tid, så giver den ekstra plads dig også mulighed for at inddele arbejdspladsen i forskellige sektioner. Ved at gøre det undgår du nemlig, at computer, bøger, malerpensler og vigtige arbejdsdokumenter flyder sammen til et stort rod. Hvis du ikke har plads til et langt skrivebord i dit hjemmekontor, kan du i stedet vælge et bord, der har indbygget ekstra opbevaringsplads. I dag findes der f.eks. masser af skriveborde med skuffer, der fungerer perfekt til opbevaring af notesbøger, papirer eller mapper.

Hvis du ønsker at skabe mere opbevaringsplads i dit hjemmekontor, er det vigtigt, at du forsøger at udnytte pladsen i rummet optimalt. Hylder fungerer altid godt til at skabe ekstra opbevaringsplads. Fordelen ved at vælge hylder er, at de er fleksible og de kan placeres næsten alle steder i rummet. Det muliggør også at du kan udnytte pladsen helt op under loftet og skabe opbevaringsplads i rummets små kroge og hjørne. Du kan også vælge at placere dine hylder rundt om døren, for at gøre dem mindre synlige.

Du kan også gå klassisk til værks og bruge et skuffedarium i dit hjemmekontor. Udover at skuffedariet selvfølgelig giver mere opbevaringsplads så er fordelen også, at du nemt og hurtigt kan gemme alt kontorrodet væk bag de lukkede skuffer. Derudover bliver det nemmere at organisere dine diverse kontorartikler. Du kan med fordel vælge et skuffedarium med brede skuffer, så du får endnu mere opbevaringsplads.

En indretningsløsning du også kan benytte dig af for at skabe mere opbevaringsplads er en god stor opslagstavle. Opslagstavler er gode til at holde orden i alt fra løse papirer til børnetegninger. Efterhånden findes der også et hav af forskellige krukker og ophæng, der kan sættes fast på din opslagstavle og fungere som den perfekte opbevaringsplads til blyanter, kuglepenne og sakse.

Du kan også bruge en rullevogn med forskellige rum til at skabe ekstra opbevaringsplads i hjemmekontoret. Denne løsning er smart, fordi du kan fylde rullevognen op med en masse kontorartikler, og derefter nemt flytte rundt på vognen. Det er med til at skabe en fleksibel og praktisk indretning af hjemmekontoret.

Magasinholdere er også praktiske at bruge i indretningen, fordi du nemt kan holde orden på alle dine papirer. Derudover kan du vælge en eller flere magasinholdere i et flot design for at bidrage til hjemmekontorets æstetiske udtryk.

Vi håber at ovenstående indretningsløsninger har givet dig inspiration til, hvordan du selv kan få mest ud af pladsen i hjemmekontoret, og hvordan du skaber mere opbevaringsplads til alle dine kontorartikler og vigtige papirer.

Kilde: Soul-inside.com
Kilde: hello-hello.fr
Kilde: Iwantthat.com
Kilde: Ikea.com
Kilde: Bekendeburen.nl
Kilde: Alt.dk
Kilde: Byzenz.nl
Kilde: Bo Bedre
Kilde: Ikea.com