I mange boliger findes der både små og store indhak i en eller flere af hjemmets vægge, men hvordan kan du som boligejer sikre dig, at du udnytter pladsen i indhakket optimalt og skaber en indretning, der både er kreativ og praktisk for rummets funktion? Det kan du finde svaret på i dette blogindlæg, hvor vi giver dig vores bedste bud på nogle simple løsninger, der kan optimere indretningen af dine indhak og skabe ekstra opbevaringsplads i alle hjemmets rum.
Der findes et utal af muligheder, når det kommer til indretning af hjemmets indhak. Den første løsning du kan benytte dig af er at forvandle dit indhak til en bogreol. Det kan du gøre ved at sætte hylder op mellem indhakkets vægge. Denne løsning kan bruges i små såvel som store indhak, og du slipper for, at en stor bogreol optager alt pladsen i rummet. Hvis du vil sætte et lidt mere personligt præg på indretning, kan du også sætte et tapet op inde i indhakket. Det skaber en kontrast til rummets andre vægge, samtidig med at indhakket bliver fremhævet og får en større betydning for det samlede udtryk.
Hvis dit indhak er stort nok, kan du også udnytte pladsen ved at lave indhakket om til familiens nye hyggekrog. Det kan du nemt gøre ved at lægge en madras ud i bunden af indhakket. Det giver hyggekrogen en alkoveagtig stemning, der kan samle hele familien og sprede endnu mere hygge i hjemmet. For at gøre hyggekrogen endnu mere indbydende, kan du med fordel pynte den med flotte puder, et blødt skind eller en varm plaid.
En måde hvorpå du også kan underbygge en hyggelig stemning i hjemmet er ved at bruge den ekstra opbevaringsplads i indhakket til brænde. Det stablede brænde giver nemlig rummet en naturlig og hyggelig stemning, og løsningen passer godt ind i den nordiske indretningsstil. Derudover er det også praktisk at have det tørre brænde samlet inde i huset. Løsningen er selvfølgelig mest oplagt at anvende, hvis du ejer en pejs eller en brændeovn.
Er du så heldig at have et stort indhak i dit køkken, kan du med fordel udnytte pladsen ved at lave dit eget mini kolonialrum, hvor du kan opbevare et lille lager af ekstra madvare. Du kan også bruge indhakket til at opbevare dine store køkkenmaskiner, eller stakken med alle dine kogebøger.
En helt anden måde, hvorpå du kan udnytte pladsen i hjemmets indhak er ved at lave en lille hjemmearbejdsplads. Det kan du gøre nemt og hurtigt ved at sætte en bordplade op mellem de to vægge. Du kan med fordel sætte nogle hylder op over bordet eller vælge en bordplade med indbyggede skuffer i, da det skaber mere opbevaringsplads.
Den sidste løsning du kan benytte dig af for at optimere indretningen i dine indhak er ved at bruge den ekstra plads som gaderobeopbevaring. I entreen kan du f.eks. bruge indhakket i væggen som opbevaringsplads til overtøj, støvler og hatte, mens du i soveværelset eller i dit walk-in-closet kan bruge den ekstra plads til opbevaring af sko og tasker. Ved at placere din gaderobe inde i et indhak får rummet et enkelt udtryk, og du undgår at spilde gulvplads på store klædeskabe og reoler.
Vi håber at du kan bruge én eller flere af ovenstående indretningsløsninger som inspiration, og at du nu er helt klar til at gå i krig med indretningen i hjemmets indhak.