Traditionen tro står den på juletræsindkøb i december, og mange gør det til en hel familieudflugt at køre ud til den nærmeste juletræsplantage for selv at fælde det flotteste pragteksemplar af et grantræ, der findes.

Og der er da heller ikke noget så smukt som en stor, grøn og fint pyntet Nordmannsgran med glimtende lys og farverige julekugler midt i stuen. Desværre er vi mange der oplever, at flere nåle ender på gulvet kort tid efter grantræets indvielse i den varme stue, og det ellers så fine juletræ ser mere eller mindre indtørret og afdanket ud på selve juleaften. Det er både en skam og føles lidt som spildte penge.

Selvom det er en højt elsket juletradition med et smukt pyntet grantræ i stuen, så er julen også en tid, hvor nye traditioner bliver til og inden for de seneste år er det blevet mere og mere populært at have et anderledes juletræ, som ikke nødvendigvis har vokset sig stort og smukt på en juletræsplantage.

Derudover kan et anderledes juletræ være et godt alternativ i de mange mindre lejligheder rundt omkring i landet, hvor gulvpladsen ofte er begrænset. – For det er naturligvis ikke alle, der har plads til et 2 meter højt grantræ i deres hjem. Til gengæld kan man udnytte en hvid væg til at skabe et nyt, anderledes og meget personligt juletræ, som både holder længere end et grantræ og som kan formes på utallige måder.

Så hvis du gerne vil have illusionen af et juletræ, så kommer jeg her med nogle smukke, meget dekorative og sjove alternativer til det elleres så traditionelle grantræ.

træ1

Et lidt mere avanceret arrangement til væggen, men selvom det ser lidt kompliceret ud og er tidskrævende, så er det temmelig simpelt. Her har man brugt en Instax printer for at udskrive et foto af et grantræ. Som alternativ, kan du også bare printe dele af et grantræ ud, skære det til, og sætte det op på samme måde som billedet her. Lyskæden rundt om, giver julestemningen og tilføre lidt hygge.

træ2

Et sjovt juletræ lavet af en lampeskærm og et stort, sort kræmmerhus sat oven på hinanden og pyntet med hvide stjerner og en lille hvid pompom som stjernen på toppen. – Her er der rigelig med plads til gaver ved foden, hvis der er små børn i hjemmet.

træ3

Her har man brugt sorte billede-hylder i forskellige størrelser og pyntet dem fint med lys, billeder, kranse og vimpler. Læg mærke til foden af juletræet, hvor der er brugt et fint lagkagefad. En rigtig fin illustration af et juletræ.

træ4

Sæt billederne op som en fed juletræsillustration. Sjov og alternativ juledekoration til hjemmet, uden der kommer for meget nisselandskab og kravlenisse over det.

træ5

Endnu et veludnyttet vægprojekt, hvor forskelligt julepynt er hængt op i form af et juletræ. Hvem siger man behøver et grantræ til juletræspynt?

træ6

Har du noget fint grønt tilovers fra juledekorationerne, så sæt det op med dobbeltklæbende tape i rækker på væggen og pynt det med små, delikate julekugler for at illustrere et mini grønt juletræ på væggen. Men være forsigtig med at sætte alt for tunge ting på, da grenene skal holde det oppe.

træ7

Her har man også været kreativ på væggen med både lanterne som juletræsfod, farvede rækker med pynt i alskens former og en lysende stjerne på toppen. Det er bare om at være kreativ med det man har. Det behøver ikke nødvendigvis at være juleagtigt det du hænger op, så længe formen af et juletræ kommer frem.

træ8

Har du et stort spejl stående i stuen eller soveværelset, så er det her en utrolig opfindsom måde at skabe illusionen om et juletræ på. Forskellige kasser, kufferter, bokse og bøger – alle i nuancen grøn – er stillet oven på hinanden ud fra størrelse og spejlbilledet skaber illusionen af et helt juletræ. Juletræ med kant.

træ9

Simpelt og yndigt. Brug julestjerner i forskellige størrelser og hæng dem op i formen af et juletræ med lidt tape eller et lille søm på en bar hvid væg. Sæt pakker op af væggen under træet.

træ10

Smart eksempel på et hjemmelavet juletræ, der kan hænges op og pyntes. Samle grene i skoven i forskellige længder. Bind dem herefter sammen med noget hampsnøre og hæng dem op. Pynt det evt. med gran, sløjfer, kugler og kræmmerhuse. Og voila! – Dit helt eget juletræ.

træ11

Har du en rolig hånd og er du kreativ med wallstickers eller tavlemaling, så kan du lave dit eget juletræ på væggen og pynte det med en hvid tusch eller kridt. Alternativt kan du også skære juletræet i pap og klistre det op på væggen. Så kan du også genbruge det til næste år.