Dagslys påvirker vores humør og generelle velvære. Lys giver energi og vores krop har brug for masser af dagslys for at fungere optimalt. Mængden af naturligt lys spiller derfor også en stor rolle i hjemmets indretning. Godt og naturligt lys er med til at skabe et harmonisk udtryk i hjemmet samtidig med at rummet kommer til at fremstå mere indbydende. I dette blogindlæg lukker vi dagslyset ind, og giver dig en masse gode tips til, hvordan du på bedst mulig vis skaber en indretning, der giver mere naturligt lys i hjemmet.

Valg af farver i indretningen er en af de ting, der kan få stor betydning for, hvor meget dagslys du får ind i dit hjem. Mørke farver absorberer lys, og har du mange mørke overflader og møbler i dit hjem kan det resultere i, at rummet fremstår småt og indelukket og kan påvirke vores humør i negativ retning. Hvis du savner mere dagslys i hjemmet råder vi dig derfor til at male hjemmets overflader i lyse farver. Lyse farver reflekterer dagslyset bedre, og hvis du både har lyse gulve, vægge og lofter bliver mængden af dagslys i rummet automatisk større.

En anden ting, der kan have effekt på lysindfaldet i dit hjem, er indretningen udenfor. Hvis du ikke får nok dagslys ind i hjemmet, kan det skyldes indretningen og omgivelserne udendørs. Ønsker du at få reflekteret mere lys ind gennem dine vinduerne, kan det derfor være en fordel at indrette med lyse materialer udenfor. F.eks. reflekterer en lys træterrasse og lyse havemøbler dagslyset bedre end en mørk terrasse og mørke havemøbler gør.

Det kan også være udfordrende at skabe et godt og naturlig lys i små rum med få vinduer, men ved at bruge spejle i din indretning, kan du nemt sprede dagslys ud i rummet. Det skyldes at spejle er geniale til at lede og reflektere lys. Du kan også bruge indendørs vinduer til at fordele dagslyset ud på områder, der ellers ikke er udsat for så meget dagslys. Indendørs vinduer giver hjemmet et let og enkelt udtryk.

For at få det bedste lys hjemmet er det også vigtigt, at du undgår at blokere for at daglyset kan komme ind gennem dine vinduer. Selvom dekorationer i vindueskarmen kan være hyggelige, kan store planter og nips hurtigt komme til at stjæle lyset og minimere mængden af dagslys i rummet. Det samme gør sig gældende for gardiner. Lysindfaldet i rummet kan som regel forbedres ved at du indretter med lyse, enkle gardiner, der ikke fylder for meget og kan rulles helt sammen. Undgå derfor altid store, tykke stofgardiner i mørke farver, da de absorberer alt lys.

Vi håber at du kan bruge nogle af ovenstående tips til at forbedre lysindfaldet i din egen indretning.

 

Kilde: Boligmagasinet.dk
Kilde: Danskeboligarkitekter.dk
Kilde: House Doctor