Mads Thornam, der står bag dette geniale møbel til hjemmet, kalder det selv for et redesign af den klassiske gymnastikmåtte, som man kender tilbage fra folkeskolens gymnastiksale. Men at kalde det for en gymnastikmåtte vil være både synd og misvisende at sige om det ikoniske møbel.
Han kalder det for THE M. Et unikt stykke møbel som kan transformeres alt efter hvad ens behov er. – Ja, for jeg ved ikke om jeg skal kalde det for en sengegavl, daybed eller en sofa, for det kan det hele!
Det er fedt at se, hvordan der endelig er én der tør at bruge læder på ikke alene store overflader, men også på et møbel der gerne bliver brugt flittigt og med tiden får det ekstra slidtage og patina, der gør et møbel ekstra unikt! Læder bliver bare federe med tiden, det må man erkende. Men til dem der ikke er så vild med læder, kan det også kombineres med tekstiler fra Kvadrat og Bomholtz Larsen.
Designet af THE M er gennemtænkt, skandinavisk og falder i de flestes smag. Med fede detaljer, giver det et råt look der står godt i kontrast til pyntepuder eller andet nips, man har liggende sammen med møblet.
Jeg er vild med det! – Spørgsmålet er bare, er du?