Endelig er de høje temperaturer nået til Danmark, og vi begynder så småt at kunne mærke, at sommeren er på vej. Men der er selvfølgelig ingen dansk sommer uden en god grillaften i haven med dine nærmeste. Derfor har vi i denne uge ladet os inspirere af det danske sommervejr, og har samlet en masse inspiration til, hvordan du kan indrette dit eget personlige udekøkken, hvor du kan byde dine gæster på en lækker sommermiddag i det grønne. Nedenfor giver vi dig gode råd til, hvordan du opnår en optimal indretning i dit udekøkken, og så hjælper vi dig med at afgøre præcis hvilket slags udekøkken, der passer til dine behov.

Når du har besluttet dig for, at du skal have et udekøkken, er den første vigtige beslutning at afgøre, hvorvidt du ønsker et fastmonteret eller et mobilt udekøkken. Begge løsninger kan være gode og praktiske, og derfor er du nødt til at overveje, hvilket slags køkken, der vil passe bedst til din terrasses størrelse og til dine behov. Hvis din terrasse ikke er særlig stor, kan det som regel være en fordel at investere i et mobilt udekøkken, da det er fleksibelt og du derfor nemt kan rykke rundt på det, når du vil. Fordelen ved et fastmonteret udekøkken, kan f.eks. være, at det er lettere at etablere vand og opbevaringsplads i køkkenet.

I dit udekøkken er det også vigtigt at have en ordentlig bordplade, hvor der er god arbejdsplads. Fordi at bordpladen udgør en helt central del af dit udekøkken er det vigtigt, at du vælger det rigtige materiale til din bordplade. Bordpladen skal kunne tåle at blive udsat for mange forskellige vejrforhold, og derfor kan det være en fordel at investere i en bordplade lavet af et langtidsholdbart materiale, der kan holde til lidt af hvert. Det kunne f.eks. være en bordplade i rustfrit stål.

Fordi at vi ikke altid kan regne med godt vejr og solskin i sommerhalvåret, kan du også overveje om dit udekøkken skal være overdækket. F.eks. kan du placere det under et halvtag eller en markise. På den måde sikrer du, at du kan grille og lave mad udendørs, i alt slags vejr.

Ligesom i et hvert andet køkken er det i udekøkkenet vigtigt at have gode opbevaringspladser. Indbyggede skabe og hylder fungerer altid godt som opbevaringsplads til grillredskaber og andre køkkenting, mens kroge kan skabe den ideelle opbevaringsplads til viskestykker eller grillhandsker.

Udover at der i den optimale udekøkken indretning er etableret en vask og en grill, kan det også være en god ide at købe en kogeplade med et ekstra kogeblus til dit udekøkken. På den måde kan du nemlig også lave mad, der ikke egner sig til at blive grillet. Når du alligevel befinder dig i haven, kan du også lave et lille krydderurtebed i nærheden af dit udekøkken, så du altid har friske krydderurter lige ved hånden, når du kokkererer.

Forhåbentlig er du nu blevet klogere på, hvordan du kan indrette dig til det perfekte udekøkken, og i galleriet nedenfor kan du finde masser af ekstra inspiration til en personlig og lækker indretning af dit udekøkken.

Kilde: Bolig Magasinet