I mange hjem findes der en lang smal fordelingsgang mellem boligens forskellige rum. Mange boligejere finder den smalle gang udfordrende at indrette, fordi den hurtigt kan blive overfyldt og klaustrofobisk. Men selvom der hverken er plads til store møbler eller en masse nips, så kan du alligevel skabe en hyggelig og indbydende indretning i hjemmets smalle gang. Nedenfor kan du blive klogere på, hvordan du kan gøre indretningen i gangen både praktisk og personlig.

I den smalle gang er det vigtigt, at indretningen er enkel – for mange ting kan nemlig skabe et rodet udtryk, og da gangen som regel er meget smal kan store møbler hurtigt medvirke til, at rummet kommer til at fremstå mindre end det er. Derfor skal du altid gå efter smalle opbevaringsløsninger, der ikke fylder for meget i rummet og giver et let udtryk i gangen. Det kan også være en fordel at vælge en opbevaringsløsning, der hænger på væggen. På den måde undgår du at optage for meget gulvplads, du sikrer at rummet får et enkelt udtryk samtidig med, at det bliver overskueligt at rengøre gulvet i gangen.

I mange hjem kan den smalle gang hurtig blive mørk og dunkel, fordi der ikke kommer dagslys ind i rummet. For at undgå at gangen bliver mørk kan du med fordel skabe en let og lys indretning. Det kan du f.eks. gøre ved at male gulv og vægge hvide, eller ved at sætte små indendørsvinduer op over dørene til de rum, der grænser op til gangen. Hvis du har plads til det, kan du også hænge et stort spejl op på en af gangens vægge. Spejle er nemlig gode til at reflektere lys, og kan skabe illusionen af, at rummet er større end det i virkeligheden er. Ved at indrette med lyse farver sikrer du dig et let og indbydende udtryk i gangen.

Når du indretter din gang er det også vigtigt, at du overvejer, hvordan du kan sætte dit personlige præg på indretningen. Du kan f.eks. lave en stor billedvæg, hvor du samler en masse familiefotos. Du kan også skabe en personlig indretning ved at lave en flot vægdekoration af nogle grene, du finder i skoven, eller ved at hænge et fint antik skab op som du har fundet på et loppemarked.

Farver kan i høj grad også være med til at give rummet et personligt udtryk, og den smalle gang er det perfekte sted til at skabe en farverig indretning. En farvet indretning får den smalle gang til at skille sig ud, og det giver rummet masser af charme. Da gangen næppe er det rum i dit hjem, hvor du bruger mest tid, skal du ikke være bange for at kaste dig ud i at tænke kreativt og male med nogle smukke og iøjnefaldende farver. Du kan f.eks. vælge at male gulvet i gangen helt sort eller rødt og lade det farvede gulv stå i kontrast til de hvide vægge. Du kan også dele rummets vægge i to dele, og male den nederste del i en kraftig farve, og den øverste del i en mild farve. Det skaber et kreativt og personligt udtryk i rummet.

Kilde: Bolig Magasinet
Kilde: Bolig Magasinet
Kilde: Bobedre.no
Kilde: Enkelfornyelse.no