Hjemmets bryggers kan være udfordrende at indrette, da det er et rum med mange funktioner. I mange hjem kan bryggerset nemlig både fungere som vaskerum, entre, opbevaringsplads, værksted samt varme- og elinstallation. I et rum, hvor så mange forskellige elementer møder hinanden, er det derfor ekstra vigtigt at indretningen spiller. I bryggerset handler det om at gøre brug af praktiske indretningsløsninger, der får rummet til at fremstå rydeligt og organiseret på en indbydende måde. Nedenfor kan du finde gode råd til, hvordan du optimerer indretningen i dit bryggers, gennem praktiske og stemningsskabende løsninger.

Som nævnt ovenfor bruges bryggerset tit som hjemmets primære entre. Når du træder ind af døren er det derfor vigtigt at indretningen i rummet fremstår pæn og enkel. Det er dog ikke altid lige nemt at holde indretningen enkel, da bryggerset hovedsageligt består af mindre flatterende indretningselementer såsom vaskemaskiner, tørretumbler, strygebræt, støvsuger osv. For at undgå en uoverskuelig og rodet indretning kan du med fordel gemme alt det faste bryggers-interiør væk bag et par store skydedøre. På den måde kan du nemt lukke af for rod og sørge for, at dit bryggers altid fremstår rydeligt og præsentabelt.

Fordi at bryggerset ofte bruges som gennemgangsrum er valget af gulv også vigtig for rummets udtryk og holdbarhed. Gulvet i dit bryggers skal gerne være lavet i et praktisk materiale, der både kan tåle vand, sne og mudder fra glade børn, legesyge hunde eller beskidte støvler. Klinker er gode at bruge i bryggerset, da de er nemme at rengøre og giver rummet et enkelt udtryk.

I mange boliger fungerer bryggerset som hjemmets arbejdsstation, hvor der både vaskes, tørres og stryges tøj. En god måde, hvorpå du kan gøre arbejdet lettere er ved at placere vaskemaskinen og tørretumbleren i en god arbejdshøjde ved at hæve maskinerne fra jorden. Hvis du i dit bryggers ikke har plads til både en vaskemaskine og en tørretumbler, kan du nemt skabe en fin og praktisk tørreplads til dit vasketøj vha. sammenklappelige tørrestativer, som du kan hænge op på væggen – på den måde sparer du masser af gulvplads i bryggerset.

Fordi at bryggerset (som regel) både er opholdsplads for familiens vasketøj, rengøringsartikler, lappegrej, ekstra overtøj, cykelhjelme og værktøj er det vigtigt, at du skaber nogle gode opbevaringsmuligheder i rummet, og udnytter pladsen optimalt. En god måde, hvorpå du kan skabe ekstra meget opbevaringsplads er ved at vælge nogle højskabe, der går fra gulv til loft. Derudover kan indretning med skuffer også være en fordel, fordi du hurtigt kan skabe overblik over dine ting redskaber.

På trods af at bryggerset oftest ses som hjemmets mest praktiske rum, er det vigtigt, at du ikke glemmer at sprede hygge og personlig stemning i dit bryggers. Du kan nemt opnå et varmt og hyggeligt udtryk i rummet ved at tilføje et par grønne planter, nogle flotte billeder, duftlys eller et fint gulvtæppe i bryggerset. Hvis du har meget plads kan en lille bænk også fungere som et hyggeligt indslag i indretningen.

Kilde: Ruemag.com
Kilde: HTH
Kilde: alt.dk
Kilde: Homestolove.com.au