Det er blevet oktober måned, og det betyder, at efteråret for alvor står for døren. Det varer ikke længe før, at vi skal være pakket ind i store halstørklæder og varme vanter når vi bevæger os uden for. Men på trods af kulde så er efteråret en dejlig og meget smuk overgangsårstid mellem den solrige sommer og den mørke vinter. Efteråret er den tid på året, hvor naturen viser sig fra sin smukkeste side, og hvor nogle af de flotteste farver pryder den danske natur. Derfor er det oplagt, at du lader dig inspirere af de varme og brændte farver som efteråret frembringer, og lader dem præge din boligindretning.

Noget af det, der kendetegner indretningsstilen om efteråret, er at vi som regel går fra at indrette hjemmet med lyse farver til at indrette med mørkere farvernuancer. I vores optik er det vigtigt at boligens farver afspejler den årstid vi befinder os i, og derfor har vi samlet nogle forskellige bud på efterårsfarvetrends, som du kan bruge til at skabe et varmt efterårslook i dit hjem.

 

Brændte orange farver

Den brændte orange farve er for os indbegrebet af efterår. Bevæger du dig ud i naturen om efteråret, kan du ikke undgå at støde på den flotte farve når dine føder dækkes til af tusinde orangefarvede blade. Den orange farve er en klassiker om efteråret og i hjemmet spreder den varme og skaber en hyggelig stemning som passer perfekt til årstiden.

 

Brune og rødlige farver

De brune og rødlige farvenuancer er også uundgåelige om efteråret – både i naturen men også i den moderne boligindretning. Når du her til efteråret skal finde de perfekte røde og brune farvenuancer til dit hjem, kan du med fordel gå efter de lidt mørkere toner. Vælger du nogle mørkerøde- og brune nuancer til at pifte din indretning op med, vil du opleve at det skaber varme og dybde i din indretning.

 

Mørkegrønne farver

Grønne farver er utrolig smukke og fås i mange forskellige nuancer som kan bruges året rundt. De grønne farvenuancer er super moderne i den danske boligindretning for tiden, fordi de pynter hjemmet og skaber liv og spil i indretningen på en elegant måde. Ønsker du også at bruge de grønne farver i din indretning om efteråret er det især de mørkegrønne farver der skaber en varm og hyggelig atmosfære i hjemmet. Derudover får de mørkegrønne nuancer også et smukt udtryk, i kombination med andre efterårsfarver.

 

Blå farver

De blå farver fås også i mange forskellige nuancer, og som regel kan de kan godt have en lidt koldere tone end nogle af de andre efterårsfarver. Derfor er det vigtigt at tænke på, hvilket efterårslook du går efter. De kolde farver kan nemlig også have sin charme, men hvis du ønsker er gøre indretningen varm er det en god ide at kombinere de blå farver med nogle andre farver, som f.eks. brune og orange farver for at skabe en hyggelig og indbydende efterårsstil.

Kilde: Hübsch
Kilde: The Estate Trentham
Kilde: IKEA Sverige
Kilde: Kähler

 

Kilde: House Doctor